Et lille panel, der knap måler syvoghalvtreds gange niogtredive centimeter, malet omkring 1546 af den kretensiske mester Theophanes Strelitzas, bevarer en af de mere veludførte gengivelser af Kristi præsentation i templet, der er bevaret fra kunstnerens modne periode. Strelitzas - registreret andetsteds som Theophanes den kretensiske eller Theophanes Bathas - udførte panelet til katholikonet i Stavronikita Kloster på Athos-bjerget, som en del af Dodekaorton-cyklussen, de tolv vigtigste fester i det liturgiske år gengivet som et sæt despotiske ikoner til tempelskærmen.
Emnet, kendt i ortodoks liturgisk brug som Hypapante eller Mødet, mindes den fyrretyvende dag efter Jesu fødsel, hvor enhver førstefødt søn af Israel i overensstemmelse med Moseloven skulle føres til templet i Jerusalem og formelt fremstilles for Gud. Lukasevangeliet leverer den narrative kerne: Symeon, der får at vide i en åbenbaring, at han ikke ville dø, før han så Messias, modtager spædbarnet Kristus i sine arme, mens den ældre profetinde Anna, der er til stede på det tidspunkt, vidner om barnets identitet. Strelitzas følger en ikonografisk formel, der allerede er fastlagt i de tidlige post-ikonoklastiske århundreder, og placerer ikke spædbarnet i sin mors arme, men i den ældre Symeons - en detalje, der styrer den dramatiske logik i hele kompositionen.
Theophanes Strelitzas' præsentation af Kristus: Komposition og ikonografi
Under en grøn, rund bue, der udspringer fra slanke søjler, og mod den flade guldbund, der er konventionel for skolen, samles de fire hovedvidner i evangeliets fortælling på en lav, trindelt platform foran et udsmykket gyldent ciborium udstyret med krydsmønstrede døre - et komprimeret billede af tempelhelligdommen snarere end et forsøg på en arkitektonisk beskrivelse. En indskrift, der identificerer festen, løber hen over det øvre felt, og lave, skematiske bygninger rager ud fra begge sider af buen og markerer tempelområdets indhegning uden at opløse scenens frontalitet. Som det er sædvanligt for panelikoner fra den kretensiske skole, ville træstøtten være blevet forberedt med en gessobund og forgyldt, før tempera-lagene blev lagt, en rækkefølge, der forklarer den lysende konsistens af guldfeltet under pigmentet.
Til højre, på en hævet trappe, står Symeon, hans lange hår falder ned til skuldrene og hans kappe samlet i tætte, kantede folder. Hans hænder, svøbt i hans eget klæde i stedet for at røre barnet direkte – et sædvanligt tegn på ærbødighed for det hellige legeme – holder det spæde Kristus, som netop er blevet givet i hans arme af Jomfru Maria. Barnet, klædt i en gyldenrød tunika med brede vævede bånd, der går ned til et plisseret bælte, vender hovedet tilbage mod sin mor og rækker sin højre hånd ud mod hende, mens den venstre, der holder en lukket skriftrulle, hviler mod hans knæ; de små bare fødder, let optrukne, introducerer en tone af fysisk umiddelbarhed mod gruppens ellers hieratiske stilhed. Maria står overfor i en mørkerød maphorion omkranset af guld, hendes hænder løftet foran brystet i en gestus, der kombinerer bøn og fuldbyrdelsen af et allerede bragt offer. Lige bag hende står den aldrende profetinde Anna, identificeret ved den åbne skriftrulle, hun bærer; Josef afslutter processionen yderst til venstre og holder det par duer, der er foreskrevet i loven til renselsesofferet, en detalje, der forankrer scenen i Toraens specifikke rituelle krav snarere end i generaliseret fromhed.
Detalje: Profetinden Anna i ikonet for præsentationen af Kristus
Når man betragter kvinden bag Jomfru Maria på tættere hold, afslører hun et ansigt bygget op af en glat gradueret okker, der modellerer omkring en fast lineær struktur – den lange, lige næse, den lille mund, de tunge øjenlåg, svagt melankolske øjne, der er karakteristiske for den modne kretensiske maner. Hendes hoved er svøbt i en kappe af næsten sortgrøn, hvis kant fanger et slankt bånd af lysere undermaling ved hårgrænsen, og hendes blik drejer sig en smule til side, rettet mod begivenheden, der udfolder sig ved siden af hende, snarere end udad mod beskueren. Hendes højre hånd hæves til skulderhøjde, fingrene strakte snarere end lukkede, i den gestus, hvormed hun i den bredere komposition indikerer Kristusbarnet; en dekorativ manchet, båndet i okker og hvid, lukker ærmet ved håndleddet. På den ene side etablerer den sølvgrå masse af et arkitektonisk element tempelmiljøet; på den anden side annoncerer et fragment af dybrød den tilstødende figur af Jomfru Maria, mens den blege form af en fugl ved den nederste kant tilhører det par duer, som Josef bar, og bekræfter hendes position i processionen umiddelbart ved siden af ham.
Denne figur er Anna, beskrevet i Lukasevangeliet som en højældet profetinde tilknyttet templet, og hun bør holdes adskilt fra Sankt Anna, mor til Theotokos - en anden kvinde, som hun undertiden løst og fejlagtigt blandes sammen med.