Panagia Nikopoios i kirken Panagia Drosiani, nær landsbyen Moni på Naxos, tilhører et af de mest bemærkelsesværdige bevarede ensembler af tidligbyzantinsk monumentalmaleri. Figuren, der generelt dateres til det syvende århundrede, og mere specifikt af nogle forskere til dens anden halvdel, optager kirkens nordlige konkylie. Maleren er ukendt. Det, der er tilbage, omend stærkt beskadiget, bevarer et kunstnerisk sprog af usædvanlig raffinement for et lille kykladisk monument: Theotokos' højtidelige frontalitet modereres af et ansigt, hvis modellering stadig bærer en fjern klassiciserende blødhed. Inden for det bredere program fra det syvende århundrede i Drosiani ses Himmelfarten i helligdommens apsis, den exceptionelle dobbelte repræsentation af Kristus i kuplen og en tidlig Deesis under Nikopoios.
Det bevarede ansigt dominerer vægmaleriet. Det er bredt ovalt og indrammet af de mørke rester af maphorionen; de store øjne er stærkt konturerede, brynene let buede, næsen smal og forlænget, munden lille. Hen over kinderne og panden passerer okkerfarvede hudtoner gennem rødlige og lysere passager uden den alvorlige formfragmentering, der kendes fra meget senere byzantinsk maleri. Meget er forsvundet. Slid, pigmenttab, blotlagt puds: disse afbryder halsen, klæderne og det omkringliggende felt, mens de bevarede områder af dæmpet gråblå og varm rød kun afslører dele af det oprindelige kromatiske arrangement. Midt i den beskadigede malede overflade forbliver det direkte blik bemærkelsesværdigt sammenhængende.
Panagia Nikopoios og det tidlige byzantinske program i Drosiani
Den ikonografiske identifikation som Panagia Nikopoios , en titel der traditionelt forbindes med Jomfru Maria som "Sejrens Bringer", hviler på den større komposition snarere end alene på det overlevende ansigtsfragment. I denne type er Theotokos repræsenteret frontalt, mens hun holder en medaljon med Kristus foran brystet. I Drosiani danner kompositionen den øvre del af den nordlige konkylie, over den femcifrede Deesis. Placeringen, fordi billedet tilhører et omhyggeligt udtænkt ikonografisk program snarere end en isoleret offergave, er særlig vigtig. Den officielle monumentregistrering identificerer ligeledes den nordlige konkylie med Panagia Nikopoios og Deesis, samtidig med at det bemærkes, at de tidligste malerier af kirken tilhører det syvende århundrede.
Dens kunstneriske karakter fortjener opmærksomhed udover den usædvanlige ikonografi. Ansigtet har en næsten portrætlignende umiddelbarhed: øjnene er forstørrede, men forbliver organisk placeret inden for ansigtsstrukturen, kinderne bevarer bredden, og kæbens kontur falder uden den ekstreme dæmpning, der findes i mange senere hellige figurer. Mørke linjer omkring øjne og øjenbryn etablerer hovedstrukturen; farven fungerer mere stille inden for den. Under de akkumulerede tab kan man stadig spore forholdet mellem varme hudtoner og køligere passager omkring hovedet. Behersket i sin rumlige konstruktion afhænger kompositionen frem for alt af frontalitet.
Sådanne kvaliteter har hjulpet forskere med at placere malerierne inden for den komplicerede kunstneriske verden i det syvende århundrede, hvor senantikkens modelleringsformer forblev tilgængelige sideløbende med stadig mere abstrakte tilgange til hellig repræsentation. Nikolaos Gkioles placerede dem i sin undersøgelse fra 1999 af de tidligste Drosiani-malerier i anden halvdel af århundredet og understregede deres stærke hellenistiske eller klassiciserende erindringer. Han relaterede også det ikonografiske program til de kristologiske kontroverser i perioden, især dem der gik forud for det sjette økumeniske koncil i 680-681. Det historiske argument rækker ud over, hvad der kan læses ud fra Nikopoios alene, selvom det er vigtigt for at forstå, hvorfor Drosiani har tiltrukket sig vedvarende videnskabelig opmærksomhed.
Inden for kirken deltager Jomfru Maria derfor i et teologisk og billedligt miljø af usædvanlig tæthed. Dobbeltbilledet af Kristus i kuplen, Himmelfarten, Deesis og Nikopoios bringer adskillige formuleringer af kristologisk billedsprog i tæt arkitektonisk nærhed. Forud for den ikonoklastiske krise har det bevarede maleri også enestående dokumentarisk betydning for historien om byzantinske repræsentationer af Theotokos. Meget lidt monumentalt maleri af sammenlignelig dato er overlevet med sin oprindelige kirkelige kontekst i væsentlig grad forståelig.
Tiden har ændret billedet markant. Store områder er blevet blege, ødelagte eller næsten ulæselige, og den varme baggrund smelter nu steder sammen med blotlagt puds. Ansigtet har modstået denne opløsning mere succesfuldt. Dets stabile blik, brede modellering og overlevende lineære accenter bevarer noget af malerens oprindelige opfattelse, mens den ujævne overflade gør Drosianis lange materielle historie uadskillelig fra det billede, der ses nu. Gennem denne beskadigede hellige figur forbliver tidligbyzantinsk monumentalmaleri på de ægæiske øer tilgængeligt for direkte undersøgelse, hvor dets materielle overflade bærer de tab, der er akkumuleret gennem århundreder.
(Oversættelsen blev redigeret af A. Williams.)