En nøgen mandskrop, næsten foldet på midten oven på et leopardskind, dominerer lærredet i Den sårede Filoktetes , færdiggjort af den danske maler Nicolai Abildgaard i 1775 i Rom. Oliemaleriet på lærred, der måler 123 gange 178 centimeter, opbevares i øjeblikket på Statens Museum for Kunst i København. Efterladt af sine kammerater på Lemnos på grund af et uhelende fodsår, vrider den mytiske helt fra den trojanske cyklus sin krop i en næsten krampagtig bevægelse. Hans ansigt vender sig bagover, hans blik fæstnet direkte på sin egen lem. Ved siden af ham hviler et pilekogger mod klippen; en blå snor undslipper dyreskindet, mens bag ham dukker en stenplade op med falske, gamle inskriptioner.
Værket, der blev malet under kunstnerens femårige ophold i Rom på et stipendium fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, tilhører hans tidlige modne værker og vidner om en generation af malere, der søgte en udvej fra den rolige rigiditet i den akademiske neoklassicisme. Kroppen fungerer ikke som et fejlfrit heroisk ideal, men bærer her lidelsens fulde vægt og trækker i høj grad på Belvedere-torsoens plasticitet, som Abildgaard havde studeret grundigt i Vatikanet.
Komposition og symbolske elementer
Philoctetes knæler langs en diagonal akse, der krydser synsfeltet. Det ene knæ hviler på huden, det andet ben trukket tæt mod den hånd, der griber fat i den. Denne stilling vrider rygsøjlen så voldsomt, at ryggen næsten udelukkende præsenteres for beskueren, selvom ansigtet ser den modsatte vej. Kastet bagover står det lange hår som det eneste bevægelseselement midt i ekstrem stilhed. En kontrast mellem roen i den primære kropsmalle og den næsten voldsomme drejning af hovedet indkapsler værkets kernelogik: en fysik trænet i reglerne for klassisk proportion, tvunget til at udtrykke en smerte, som disse regler aldrig har imødekommet. Lyset falder næsten udelukkende på den bare hud og efterlader baggrunden oversvømmet i grønne og brune farver så mørke, at de ser sorte ud.
Omgivende objekter fungerer som scenens forhistorie. Leopardskindet hentyder til jægerens liv i naturen, hvor Filoktet udholdt årevis af isolation. Halvt skjult bag knæet minder koggeret om Herkules' bue – arvet af helten og ifølge myten bestemt til at forårsage Trojas fald. I baggrunden har en glat stenoverflade store bogstaver, der efterligner oldgræsk epigrafi, en almindelig praksis blandt malere fra den tid, der integrerede deres signaturer i scenen som glemte gravsten på klippen.
Trods neoklassisk ro
I 1770'ernes Rom dannede Abildgaard nære venskaber med schweizeren Johann Heinrich Füssli og den svenske billedhugger Johan Tobias Sergel. Disse kunstnere var utilfredse med den standard for sindsro, som Winckelmann havde etableret som det ultimative ideal inden for oldgræsk kunst. Lessings Laokoon , der blev udgivet blot ni år tidligere, havde allerede åbnet debatten om, hvor langt kunsten kunne gå i at skildre smerte uden at ofre skønhed. Abildgaards Filoktet leverer et dristigt svar: heltens ansigt undertrykker ikke sin pine, selvom anatomien forbliver tro mod klassiske skulpturelle normer. Dette var ikke en isoleret gestus, da Füsslis kreds aktivt søgte motiver fra Homer og Shakespeare, der understregede ekstreme følelser.
Nicolai Abildgaard blev født i København i 1743 og døde i Frederiksdal i 1809. Efter studier på sit hjembyakademi rejste han i 1772 til Rom, hvor han tilbragte fem år med at studere antik skulptur og renæssancemaleri. Han vendte tilbage til Danmark i 1777 og overtog direktørposten for Det Kongelige Kunstakademi, hvor han var mentor for billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg. Hans værker fungerer som et vigtigt bindeled mellem sen neoklassicisme og den danske romantiks begyndelse.
I dag hænger maleriet blandt andre værker af hans generation på Københavns Museum og skiller sig ud gennem den rene intensitet af en krop, der vender sig ind mod sig selv – en stilling, som ingen akademisk manual fra den tid ville have anbefalet. Filoktetes' blik, der er fæstnet til såret, forbliver det eneste fokuspunkt, hvor fortællingen stopper og intet andet efterlader end smerte.