En ung mand i sort vender ansigtet væk fra frontaksen, hans opmærksomhed er rettet ud over kompositionens grænser, mens en farvestrålende papegøje optager afsatsen foran ham. Niccolò dell'Abates Mand med papegøje , et oliemaleri på lærred, der måler 125 × 109 cm, tilhører Kunsthistorisches Museum i Wien. Museet daterer det i øjeblikket til 1535/1540 og klassificerer det som et italiensk, specifikt emiliansk, maleri; andre katalogiseringstraditioner har placeret det mere bredt i 1540'erne.
Billedet tilhører den tidligere fase af dell'Abates karriere, før hans afrejse til Frankrig i 1552 og hans senere arbejde på Fontainebleau med Francesco Primaticcio. Maleren, der blev født i Modena, udviklede sig inden for Emilias kunstneriske kultur, og hans tidlige produktion afslører ligheder med det elegante, langstrakte sprog, der forbindes med Parmigianino. I Mand med papegøje fremstår denne raffinement i en mere stille form, da den, der sætter motivet, hverken besidder den stive frontalitet, der kendetegner et officielt statsportræt, eller en udførlig arkitektonisk ramme. I stedet skaber kostume, gestus, en landskabsåbning, et grønt gardin, den eksotiske fugl og granatæblet et omhyggeligt kontrolleret billede af kultiveret tilstedeværelse.
Mand med papegøje: Høvisk identitet og billedlig forfining
Den unge mand, der er afbildet omtrent halvvejs bag en vandret afsats, bærer sort tøj, der absorberer meget af det tilgængelige lys og i starten synes næsten sammenhængende med det mørke indre omkring ham. Fra denne flade fremstår ansigtet, den skarpt kontrasterende hvide krave og manchetter samt hænderne. Dell'Abate bruger disse oplyste passager sparsomt, så værkets visuelle hierarki afhænger af tonal koncentration: ansigtet først, derefter hænderne, så papegøjens forbløffende røde krop nedenfor.
Sort kjole rummede særlige billedlige muligheder for portrætmalere fra det sekstende århundrede. Her giver den maleren mulighed for at undertrykke distraherende overflademønstre og koncentrere opmærksomheden på holdning og fysiognomi. Den unge mands kostume fremstår ikke desto mindre omhyggeligt fremstillet. En mørk kasket sidder lavt over hans pande og støtter en usædvanlig stor lys fjer, hvis bløde fibre krummer sig over hans hoved, før de opløses i den mørkere baggrund. Bag den breder folderne af et tungt grønt gardin sig over lærredets øverste højre del. Fjer og gardin svarer til hinanden gennem fejende kurver, den ene let og bevægelig i udseende, den anden tungere og mere arkitektonisk.
Når figuren drejes i trekvartperspektiv, bevæger hans øjne sig længere til siden, hvilket giver indtryk af, at hans opmærksomhed et øjeblik har flyttet sig mod noget uden for det malede felt. Dell'Abate undgår et overdrevet følelsesmæssigt udtryk. Den lukkede mund, den lange næse, den omhyggeligt modellerede kind og det årvågne blik skaber en vis reservation, selvom ansigtet forbliver individualiseret snarere end upåvirket. I diskussioner om dell'Abates væremåde har National Gallery of Art bemærket malerens karakteristiske præcision, manererede fysiognomier og undertiden metalliske farveeffekter; denne præcision er især tydelig omkring øjnene og i overgangen fra oplyst kind til skygge.
Papegøjen og granatæblet
Hen over forgrunden løber en helt anden farvesekvens. Papegøjen, overvejende rød med gule og mørkere fjer i vingen, står på kanten med sin lange hale strakt mod venstre. Dens blege, krogede næb og lysere ansigtsområde er skarpt defineret mod den unge mands sorte tøj. Fuglen, der er stor nok i kompositionen til at fungere som en sekundær hovedperson, identificeres eksplicit, sammen med et granatæble, blandt portrættets attributter i historiske beskrivelser af værket.
Yderst til højre dukker en anden hånd op fra ærmets mørke. Det sorte stof gør selve armen svær at skelne i starten, mens den hvide manchet etablerer overgangen mellem beklædningsgenstand og kød. Anatomisk set indikerer håndleddets position og fortsættelsen af det mørke kostume, at denne hånd tilhører den samme figur. Den holder et åbnet granatæble, der blotlægger en tæt klynge af røde kerner sammen med en lille gruppe blade.
Maleren har derfor koncentreret adskillige kromatiske accenter langs den nederste kant: kød, hvidt linned, karminrød fugl, gul fjerdragt, rød frugt, grønne blade. Mod torsoens næsten uafbrudte sorte får de en usædvanlig intensitet. Fuglen vender sig mod den granatæblebærende hånd, forbinder de to sider af forgrunden og skaber en lille narrativ spænding uden at omdanne værket til en narrativ scene.
Et granatæble kunne bære adskillige associationer inden for renæssancebilleder. Dets mange kerner blev brugt i kristne sammenhænge til at antyde enhed, mens andre traditioner forbandt frugten med frugtbarhed og overflod; i religiøst maleri kunne den også få associationer med offer og opstandelse. At anvende en af disse betydninger strengt på dell'Abates billede ville gå ud over de overlevende beviser, da den uidentificerede unge mand, den sekulære setting og kombinationen med en papegøje lader den præcise betydning stå åben.
Den samme forsigtighed gælder for fuglen. Papegøjer havde symbolske betydninger i europæiske religiøse billeder, men deres eksotiske karakter gjorde dem også til bemærkelsesværdige genstande for besiddelse og fremvisning. Renæssancens og tidlig moderne europæiske interesse for sådanne fugle var tæt forbundet med deres sjældenhed og med langdistancetransport af luksusvarer og levende dyr. I dette værk kan papegøjen i det mindste læses som en bevidst iøjnefaldende tilstedeværelse: dyrt udseende, levende farver, visuelt usædvanlig. Uanset hvilke yderligere associationer en samtidig beskuer måtte have genkendt, gjorde dell'Abate dens materielle pragt umulig at overse.
Interiør, landskab og dybdekonstruktion
Bag den unge mand deler kompositionen sig i to markant forskellige rumlige zoner. Det grønne gardin lukker den øverste højre side, og dets rynkede stof danner brede, nedadgående buer. Til venstre afslører en rektangulær åbning et mørkt landskab med slanke træer og spredt løv. Dæmpet, næsten natligt i sin tonale tilbageholdenhed, forhindrer landskabet ikke desto mindre billedet i at blive en simpel figur mod en neutral baggrund.
Den lille åbning skaber også en tilbagetrækning. Figuren, der er afgrænset forfra af afsatsen og bagfra af et forhæng og en væg, tilhører et lavt indre rum, mens der bag åbningen ligger en anden, mere fjern verden. Dell'Abate ville senere blive stærkt forbundet med landskab og udførlige dekorative kompositioner, især under sin franske karriere; National Gallery beskriver uafhængige landskaber sideløbende med hans arbejde i de omfattende dekorative kampagner i Fontainebleau. Inden for dette tidligere billede er landskabet komprimeret til en sekundær passage, et glimt snarere end et uafhængigt motiv.
Afsatsen er lige så vigtig. Den skaber en vandret grænse lige foran den unge mand, men hænderne, fuglen og frugten aktiverer denne grænse og bringer visuelt kompositionen fremad. Papegøjens hale ligger næsten parallelt med den, før den drejer diagonalt hen over nederste venstre hjørne. Ovenfor synker den synlige hånd ned mod det samme plan, og dens vidt adskilte fingre introducerer endnu en skrå bevægelse.
Mellem disse diagonaler og gardinets store kurver bliver kompositionen betydeligt mere levende, end den unge mands beherskede udtryk antyder, med fjer over, gardin bagved, hænder nedenunder og fugl i forgrunden.
Et tidligt portræt af Niccolò dell'Abate
Maleriet, der blev fremstillet før dell'Abates afgørende indtræden i det franske hofmiljø, tilhører en karriere, der begyndte i Modena og senere udviklede sig i Bologna, inden han rejste til Frankrig i 1552 og blev en af de italienske kunstnere tilknyttet Fontainebleau-skolen. Mand med papegøje tilhører derfor en italiensk fase, hvor kunstneren allerede udforskede den langstrakte raffinement, kontrollerede kunstighed og høviske elegance, der ville forblive vigtig for hans senere visuelle sprog.
Men arbejdet afhænger også af nøje observation. Fjeren adskiller sig streng for streng langs sin oplyste kant; fuglens fjerdragt skifter fra rød til gul og mørkebrun; granatæblet åbner sig i et kompakt mønster af frø. Sådanne passager sameksisterer med brede, mørke masser, hvor individuelle former næsten forsvinder.
Mest slående er måske forholdet mellem den unge mand og disse genstande. Han hverken præsenterer papegøjen ceremonielt eller ser hen imod den, og hans blik bevæger sig andre steder hen. Fuglen vender sig i mellemtiden mod frugten, der holdes i kanten af billedet. Menneskelig opmærksomhed og dyrs opmærksomhed bevæger sig i forskellige retninger, hvilket giver det tilsyneladende stabile portræt en usædvanligt spredt visuel struktur.
Værkets identitet er ikke angivet i museumstitlen, og Kunsthistorisches Museum registrerer værket blot som Mann mit Papagei — Mand med papegøje . Museet registrerer det også blandt ældre gallerisamlinger med en tilføjelse til inventaret i 1890. Uden en sikker identifikation eller dokumenteret bestilling må kostumer, omgivelser og attributter bære en stor del af den historiske fortolkning.
Dell'Abate giver dem betydelig vægt. Sort stof og hvidt linned, grønt fløjlsagtigt draperi, fjer, frugt, kød, fjern vegetation: hver især har sin egen tekstur, samtidig med at de forbliver underordnet den, der sætter sig for billedet. Langs kanten afbryder den ekstraordinære røde fugl dog dette hierarki. Dens farve brænder mod det mørke kostume, granatæblet svarer fra den modsatte kant, og mellem dem hviler hånden af den unge mand, hvis navn maleriet har mistet.
(Oversættelsen blev redigeret af A. Orfanos.)