Niccolò dell'Abbates Moses reddet fra Nilen , normalt dateret omkring 1560, forvandler den bibelske opdagelse af spædbarnet Moses til en sofistikeret høvisk fortælling, befolket af aflange kvindefigurer og placeret foran et uventet vidtstrakt europæisk landskab . Maleriet, der er udført i olie på lærred og måler cirka 82.5 gange 83 centimeter, tilhører i dag Département des Peintures på Musée du Louvre, hvor det er katalogiseret som RF 3937. Louvre tildeler værket mere bredt til tredje kvartal af det sekstende århundrede, mellem 1550 og 1575.
Motivet stammer fra Anden Mosebog (2:1-10): det hebraiske barn Moses, der placeres i en kurv blandt sivene for at undslippe Faraos dekret, opdages af Faraos datter og hendes tjenere . Dell'Abbate bevarer de narrative essentielle elementer, men den visuelle vægtning falder et andet sted . Spædbarnet optager kun en lille del af forgrunden, mens kvinderne, der har samlet sig omkring ham, befaler kompositionen gennem deres skala, gestik, drapering og blege, omhyggeligt modellerede kroppe . Bag dem strækker sig et flodlandskab med broer, bygninger, tårne, fjerne bakker og talrige diminutive figurer . Det bibelske Egypten er blevet en kulisse filtreret gennem den visuelle kultur i det sekstende århundredes Europa.
Moses reddet fra Nilen: Komposition og manieristisk stil
Hen over det firkantede lærred etablerer dell'Abbate en asymmetrisk komposition med to meget forskellige former for billedlig aktivitet . Forgrunden domineres af den monumentale gruppe kvinder . Bag og ved siden af dem trækker landskabet sig tilbage i successive stadier og går fra mørke græsklædte bredder til vand, arkitektur og en blågrå horisont under en turbulent himmel . Den kontrollerede vekslen mellem store kroppe og små fjerne figurer giver maleriet en usædvanlig rumlig elasticitet . Den menneskelige skala ændrer sig hurtigt . En kvinde, der knæler ved siden af kurven, er næsten i naturlig størrelse inden for forgrundens billedlige logik; figurer, der krydser broen, er reduceret til flimrende bevægelsesaccenter.
Arrangementet afhænger i høj grad af diagonaler . Den bøjede krop af kvinden nærmest barnet skaber én, den stående figur klædt i gult en anden, mens jordens nedadgående hældning retter øjet mod kurven . Alligevel er fortællingens centrum bevidst ustabilt . Seeren bemærker måske først de strålende klædte stående kvinder, derefter den næsten skulpturelle, blotlagte ryg af en anden ledsager, og derefter spædbarnet under dem . Dell'Abbate tillader historien at blive opdaget gradvist . Hans bibelske hovedperson er fysisk lille, næsten sårbar over for den pragt, der omgiver ham.
Farver forstærker disse opdelinger . Rød, gul, rosa og cremet hvid er koncentreret i hovedfigurernes klæder, sat op mod den dybgrønne jord og den dæmpede blågrønne distance . Den mættede røde kappe danner et af de stærkeste kromatiske ankre i maleriet . Ved siden af har det gyldne draperi, der dækker kvinden i midten, en blødere lysstyrke, mens de to lyserøde klæder i forgrunden udfolder sig i brede, komplicerede stofmasser . Sådanne kromatiske forhold er integrerede i kompositionen, adskiller kroppe, etablerer dybde og vender konstant opmærksomheden tilbage til den menneskelige gruppe.
Dell'Abbate var trådt ind i den franske hofkunstneriske verden i 1552, da han ankom til Fontainebleau og arbejdede som assistent for Francesco Primaticcio . Den kontekst er vigtig for Moses reddet fra Nilen . Hans modne maleri tilhører det kunstneriske miljø forbundet med Fontainebleau-skolen, hvor italienske manieristiske ideer blev tilpasset en højt kultiveret hofkultur . Lærredet bærer adskillige karakteristika forbundet med dette visuelle sprog: aflange proportioner, elegante positurer, kroppe hvis bevægelser synes udtænkt lige så meget for formel skønhed som for narrativ nødvendighed, og draperier, der afslører og skjuler figuren i beregnede intervaller.
Inden for renæssancemaleriet havde tilflugten i klassisk form allerede skabt et bredt sprog, hvorigennem bibelske og historiske emner kunne gentænkes . Dell'Abbate skubber denne proces mod et umiskendeligt høvisk ideal . Hans kvinder besidder de polerede fysiognomier og udførlige frisurer, der kendetegner en aristokratisk verden . En figur vender sin krop næsten helt væk, hvilket tillader den lange, blege ryg og den vridede torso at blive et uafhængigt studie af formen . En anden strækker en arm vandret, hånden åbner sig med studeret delikatesse . Bevægelserne kommunikerer, men de etablerer også rytmer på tværs af overfladen.
Landskabet introducerer en anden observationsorden . På den anden side af vandet står en tæt bebygget bebyggelse med sadeltage, tårne og lyst murværk . En bro krydser floden, befolket af små figurer, og yderligere menneskelig aktivitet viser sig langs bredderne og i vandet . Intet forsøger en arkæologisk rekonstruktion af det gamle Egypten . Dell'Abbate lader i stedet den gammeltestamentlige begivenhed bebo et landskab, der er velkendt fra den fantasifulde geografi i renæssancens Europa, omend transformeret tilstrækkeligt til at forblive adskilt fra enhver almindelig lokalitet.
Dette landskab er ikke et passivt landskab . Dets brede tilbagetrækning modvirker den kompakte masse af figurer og forhindrer forgrunden i at blive trykkende . Under en himmel, der bliver stadig mørkere mod lærredets modsatte kant, opløses arkitekturen i atmosfærisk afstand; nær kvinderne bevarer kroppene skarpt læselige konturer og større tonal kontrast . Overgangen er gradvis, nogle gange næsten abrupt . En fortælling, der finder sted inden for få meter fra beskueren, åbner sig pludselig mod en verden af broer, bosættelser og fjernt terræn.
Valget er karakteristisk for en kunstner, hvis overlevende værker gentagne gange afslører en interesse for landskab, arkitektur og placeringen af elegante figurer i udvidede omgivelser . Getty beretter om dell'Abbate som en italiensk maler, der var aktiv i Frankrig, og forbinder hans arbejde især med landskaber, arkitektur og ruiner . I Moses Rescued from the Nile mødes disse interesser med religiøs fortælling . Landskabet udvider episoden ud over den umiddelbare opdagelse af barnet, mens forgrunden bevarer intimiteten i et møde, der involverer hænder, blikke, stof og den lille krop i kurven.
Moses reddet fra Nilen: De hoflige skikkelser i detaljer
Set tæt på afslører den stående gruppe, hvor omhyggeligt dell'Abbate skelner mellem figurer, der ved første øjekast synes at danne en enkelt ornamental klynge . Kvinden, der er indhyllet i strålende rødt, vender hovedet væk fra hovedhandlingen, hendes profil indrammet af indviklet arrangeret hår . Bag hende dukker et andet ansigt op fra skyggen . Nær midten drejer en bleg kvinde sig, mens hun strækker en arm hen over kompositionen, hvor hendes lyse krop og gule draperinger skaber den mest lysende vertikale accent . Længere tilbage ses en mørkere ledsager, delvist omsluttet af tilstødende kroppe og skygge, mens en anden kvinde præsenterer sin blottede ryg for beskueren og bøjer hovedet mod aktiviteten nedenunder.
Ansigter og bevægelser bevæger sig i flere retninger på én gang . Noget opmærksomhed falder ned mod Moses, et andet blik passerer sidelæns, én figur synes et øjeblik at være trukket tilbage fra begivenheden . Denne fragmentering er vigtig . Dell'Abbate arrangerer ikke de tilstedeværende som en statisk ceremoniel procession . Deres overlappende kroppe genererer små afbrydelser og akseskift, hvilket frembringer fornemmelsen af en gruppe, der reagerer individuelt i en fælles begivenhed . En arm, en profil, en hånd, en vridende skulder: hver især tager kort kontrol over øjet, før de overgiver det til en anden form . Variationen forbliver i overensstemmelse med periodens kontrollerede figurative ordforråd.
Det blotlagte kød gengives med afdæmpede toneovergange . Bleg hud står stærkt mod det mørke landskab og klædedragternes kraftigere farver, mens konturerne forbliver klare nok til at bevare gruppens dekorative sammenhæng . Draperifolder opfører sig forskelligt afhængigt af materiale og position: den røde kappe danner en bred kromatisk overflade; det gule stof falder mere lodret; det lyse stof omkring den drejende figur følger kroppens krumning . Ingen enkelt tekstur dominerer længe.
En sådan visuel forfining forskyder det følelsesmæssige register i den bibelske episode . Faren omkring spædbarnet er til stede gennem kendskabet til historien, men dell'Abbate intensiverer den ikke gennem åbenlyst drama . Moses ligger stille i kurven, mens voksenverdenen samler sig over ham, elegant, nysgerrig og opslugt . Den resulterende spænding er subtil: et barn, hvis fremtid vil ændre den hellige historie, er næsten fortabt blandt pragten af kroppe og stoffer.
Louvre registrerer maleriet som en gave fra Jean Schmit i 1935 og udstiller det i øjeblikket i Denon-fløjen . Dets plads i dell'Abbates modne produktion er med til at forklare værkets særlige karakter . Italiensk renæssancefigurdesign, manieristisk forlængelse, den dekorative sofistikering, der blev dyrket i Fontainebleau, og en udtalt følsomhed over for landskabet mødes i ét kompakt lærred, hvor den bibelske begivenhed forbliver fuldt ud læselig gennem den raffinerede hofkultur, der er valgt til genfortælling.
(Oversættelsen blev redigeret af Jason Papandreou)