Herodes' banketfresko: Abbed Paulus' værksted, De hellige apostle, Thessaloniki

Herodes' banketfreske med fem figurer ved et kongeligt bord, Thessaloniki
Herodes' banketfresko, Prodromos-kapellet, De Hellige Apostles Kirke, Thessaloniki: Fem hofmænd samles ved det kongelige bord før Salomes dans.

Et overfyldt bord, ikke en dansende pige, optager midten af ​​denne palæologanske fresko, og valget siger noget om, hvordan den anonyme maler forstod den historie, han var blevet bedt om at illustrere. Scenen tilhører den fortællende cyklus, der er dedikeret til Johannes Døberen, og som engang strakte sig langs den nordlige arm af ambulatoriet, der var knyttet til De Hellige Apostles Kirke i Thessaloniki, inde i et beskedent kapel dedikeret til Prodromos. Værket, der er dateret til årene omkring 1310-1320, tilskrives hegoumenos Paul og det team af malere, der fortsatte kirkens udsmykning, efter at sponsoreringen af ​​patriark Niphon, der blev fjernet fra den patriarkalske trone i 1315, ophørte med at finansiere mosaikker i hovedbygningen. Skibet glitrer med tesserae; ambulatoriet er afhængigt af pigment og tørt gips, et skift, der skyldes økonomi, uden noget ledsagende tab af ambition i udførelsen.

Kunstneren springer selve dansen over, den episode de fleste versioner af dette emne foretrækker at dramatisere, og fokuserer i stedet på øjeblikket før den, hvor Herodes og hans ledsagere stadig sidder ved bordet. Skåle, små brød, fodbeholdere og en lav tallerken med en rødlig tilberedning fylder det hvide klæde, arrangeret med en tæthed, der vidner om, hvor nøje palæologanske atelierer havde studeret madlavningen inden for monumental maleri andre steder i Thessaloniki. Tab løber gennem kompositionen: pletter af puds er faldet ned fra taget, fra den siddende konges draperinger og fra arkitekturen ovenover, hvilket blotlægger murværksfugen nedenunder nogle steder. Nok af overfladen er dog bevaret til at følge iscenesættelsen af ​​en høvisk reception med en præcision, der grænser til det dokumentariske.

Scenografi: Herodes' festmåltid fresko

En hvælvet baldakin med tagsten, hvis terrakotta- og okkerfarvede bånd fanger det lys, omgivelserne tillader, indrammer de fem mænd nedenunder. Slanke søjleformede søjler bærer taget på kapitæler, der stadig er læselige nær kompositionens øverste kant trods betydelig slitage, og en lille medaljon indsat i arkitraven antyder yderligere ornamentik, der nu er for slidt til at kunne læses med sikkerhed. Arkitekturen stopper lige ved portrætter; den fungerer som en konvention, der længe har været foretrukket af palæologanske kunstnere, en kompakt forkortelse for et indre, paladsagtigt rum, der skåner maleren for besværet med at beskrive en bygning fuldt ud. Over den mørke, flade jord øverst til venstre er et tungt rødt gardin blevet samlet i tykke folder, trukket op, som om det var til gavn for den, der står foran væggen i dag. Bag baldakinen er intet synligt: ​​intet landskab, ingen himmel, kun et sort felt, der isolerer de spisende gæster og holder øjet på bordet og de mænd, der sidder omkring det.

Fem mænd besætter rummet, alle vendt mod den samme udveksling, og ingen afslører endnu nogen forudanelse om, hvad festen vil bringe. I venstre kant, delvist skjult bag billedets kant, sidder Herodes, der udmærker sig ved en høj, udførlig hovedbeklædning og en orange tunika; et hvidt klæde er kastet ud over hans sofa, og en hånd lægger sig ved bordkanten. Ved siden af ​​ham står en figur svøbt i en grågrøn kappe, hænderne foldet og holder en slank genstand imellem sig, blikket sænket i en stilling, der minder mere om refleksion end om festlighed. I midten af ​​gruppen løfter en skægget mand i en hvid tunika og en orangefarvet kappe en hånd, fingrene spredt i en åben talebevægelse, som om han svarer på noget, der lige er sagt, eller introducerer en ny bemærkning til samtalen. Yderligere to skæggede figurer fuldender rækken: den ene bærer et gyldent gult klæde under en lyserød kappe, den anden en rosenrød tunika under et blågråt overklæde, der er lukket ved brystet med en mørk lås. Deres ansigter deler den samme alvor som de andres, og hele gruppens ro er i en vis spænding med den historie, seeren allerede ved, der kommer.

Farven holder sig tæt på et varmt, jordnært register: orange, okker, rosa og en køligere grågrøn forbeholdt den enkelte stående figur, sat op mod den sorte bund og det røde i det fortrukne gardin. Ansigterne er bygget op med en summarisk modellering, varme underlag bærer et par ekstra højdepunkter, arbejde i overensstemmelse med produktionen under beskeden finansiering og en stram tidsplan. Draperierne falder i bløde, afrundede folder; den skarpe, kalligrafiske linje forbundet med den mere ambitiøse konstantinopelske stil fra de samme årtier er stort set fraværende her, og effekten sidder tungere, tættere på jorden, dog ikke uden sin egen overbevisning om volumen. Paletten og penselføringen antyder et værksted, der er vant til at dække store overflader økonomisk og tilpasse et ordforråd, der er gængs i hovedstaden, til skalaen af ​​et lille kapel og et begrænset budget.

Skildringer af Herodes' festmåltid tilhører et veletableret stadie inden for cyklusser viet til døberens liv, generelt forud for Salomes dans og den efterfølgende halshugning, og malere på tværs af den byzantinske verden varierede betydeligt i, hvor meget af fortællingen de komprimerede til et enkelt felt. Her falder valget på tilbageholdenhed: et statisk selskab samlet omkring et bord, sammensat med den frontale højtidelighed og afmålte gestus, der er typisk for palæologansk monumentalmaleri i dets mere konservative registre, selvom den livlige drejning af hoveder antyder den større naturalisme, der er forbundet med de tidlige thessaloniske værksteder i det fjortende århundrede. Fraværet af nogen overlevende indskrift, der identificerer deltagerne individuelt, efterlader hovedbeklædning, siddepladser og påklædning til at bære byrden med at skelne kongen fra hans hof.

Den baptistcyklus, som denne scene tilhører, optog et af flere kapeller, der åbner ud til ambulatoriet, der omslutter tre sider af De Hellige Apostle, en bygning, hvis mosaikudsmykning, oprindeligt finansieret gennem Niphons patriarkat, rangerer blandt de finere resultater inden for tidlig palæologansk kunst i Makedonien. Fresker af sammenlignelig dato har overlevet andre steder langs det samme galleri og danner tilsammen et program, der er betydeligt mindre studeret end mosaikker i kirkeskibet, på trods af at de giver værdifulde beviser for, hvordan et enkelt thessalonisk værksted bevægede sig mellem emner, medier og færdiggørelsesniveauer inden for én byggekampagne. Placeret i et beskedent sidekapel, væk fra kirkens hoveddel, ville Herodes' fest primært være blevet set af dem, der havde grund til at blive hængende i nærheden af ​​Prodromos-alteret, et mindre og mere intimt publikum end de folkemængder, der var samlet under kirkeskibets kupler.

Der er kun lidt dokumentarisk bevismateriale tilbage, der kan afklare, hvordan arbejdsfordelingen fungerede mellem hegoumenos Pauls team og de kunstnere, der måtte have hjulpet andre steder i ambulatoriet, og freskomalerierne i Prodromos-kapellet har fået forholdsvis beskeden videnskabelig opmærksomhed ved siden af ​​naos' mosaikker. Det, der er klart, er den dateringsramme, som de historiske omstændigheder pålægger: arbejdet med mosaikkerne stoppede, da Niphons protektion ophørte i 1315, og freskoudsmykningen af ​​kapellet, inklusive denne komposition, tilhører årene umiddelbart omkring denne afbrydelse, udført med de ressourcer, kirken stadig kunne mønstre efter patriarkens fald.