Giuseppe Abbati malede Landskab ved Castiglioncello i 1863 og forvandlede et beskedent stykke af det toscanske landskab til et bemærkelsesværdigt koncentreret studie af lys, farve og rumlig rytme. Maleriet, der er udført i olie på panel og kun måler 10 × 30 cm, tilhører samlingen af Galleria dell'Arte Moderna i Palazzo Pitti i Firenze. Den usædvanligt aflange støtte betinger øjeblikkeligt billedet: landskabet udfolder sig sidelæns, træer præger den midterste afstand, en bleg himmel presser blidt hen over den øvre kant.
Hen over forgrunden lægger Abbati et vidtstrakt okkerfelt ud med meget få beskrivende hændelsespunkter. Små variationer i tone forstyrrer overfladen, men ingen figur eller anekdotisk motiv afbryder åbenheden. Mod den mørke vegetation bagved bevæger øjet sig følgelig og følger den lange jordstrækning, før det støder på en række træer arrangeret næsten som isolerede masser. Nogle er lave og kompakte; andre rejser sig skarpt, især den tætte gruppe lidt til højre for midten. Mellem deres stammer og kroner afslører smalle mellemrum yderligere strimler af dyrket jord og de fjerne bakker.
Landskabet tilhører de år, hvor Abbati var tæt forbundet med Macchiaioli, den gruppe malere, der var aktive omkring Firenze, hvis eksperimenter med toneforhold, udendørs observation og stærkt definerede områder med lys og skygge spillede en vigtig rolle i det nittende århundredes italienske maleri. Castiglioncello på den toscanske kyst blev et af deres primære arbejdsområder i 1860'erne og tiltrak Abbati sammen med kunstnere som Giovanni Fattori og Odoardo Borrani. Abbati, et af de yngre medlemmer af kredsen, var særligt modtagelig for det klare lys og de afdæmpede farver i området.
Det, der giver Landskabet ved Castiglioncello sin særlige kraft, er den ekstreme økonomi, hvormed den synlige verden er organiseret. Landskabet forbliver genkendeligt, men dets former er blevet komprimeret til brede zoner: varm jord, gul vegetation, mørkt løv, fjerne blågrå højderygge, bleg himmel. Mod den omfattende forgrund får hvert træ en usædvanlig visuel vægt. Abbati bygger deres kroner som kompakte silhuetter, hvis uregelmæssige kanter bevarer karakteren af levende vegetation uden at opløses i botaniske detaljer.
Særligt vigtigt er forholdet mellem disse mørke former og det solbeskinnede felt. Et stort, afrundet træ nær midten står på en smal stamme, hvis skyggefulde krone næsten er løsrevet mod det lysere landskab. Længere til højre overlapper flere træer hinanden til en tættere lodret gruppe. Deres løv hæver og falder ujævnt og afbryder maleriets ellers insisterende horisontalitet, mens tre slanke stammer stiger ned fra massen mod jorden. Bag dem løber et lysere bånd af gul vækst, der retter øjet mod højre side.
Landskab ved Castiglioncello: Lys, masse og toscansk rum
Denne koncentration på tonale masser svarer nøje til de kunstneriske undersøgelser forbundet med Macchiaioli. Deres tilgang lagde betydelig vægt på forholdet mellem belysning og volumen, hvilket opmuntrede malere til at forenkle det observerede landskab til sammenhængende områder af lys og mørke. Direkte observation af naturen og studiet af lys på solide former, som Uffizi-gallerierne beskriver dem, står centralt i denne billedkultur, som delvist udviklede sig i modsætning til konventionel akademisk praksis. I Abbatis lille panel bliver princippet næsten usædvanligt klart: løv får substans fra mørke, marken fra lysstyrke, fjerne bakker fra deres køligere og blødere toneområde.
Farverne holdes derimod inden for et smalt register. Brune, dæmpede gule og olivenfarvede toner dominerer jorden og vegetationen, med dybere brun-sorte accenter koncentreret i træerne. Over dem skifter det fjerne landskab mod dæmpet gråblå. Himlen bærer varme beige og cremefarvede toner, hvis tynde variationer antyder atmosfærisk lys uden udførlige skyformationer. Varme spreder sig over næsten hele panelet. Kun de fjerne bakker introducerer et køligere interval, der er tilstrækkeligt til at etablere et tilbagetog bag den stærkt definerede mellemgrund.
Hen over et så smalt, vandret panel bliver kompositionen en øvelse i afmålte intervaller. Abbati undgår et kommanderende centralt motiv. I stedet flytter den visuelle opmærksomhed sig fra en mørk masse af træer til en anden: en klynge til venstre, de afrundede former tættere på midten, den højere vegetation bag dem, og derefter de adskilte grupperinger nær den højre kant. Tomt land er lige så vigtigt som løv. Lange strækninger af okker giver øjet mulighed for at hvile sig før den næste koncentration af mørk maling.
Det lange horisontale format
De fjerne bakker forstærker denne laterale bevægelse. Deres konturer passerer stille bag træerne, blødgøres af atmosfæren og reduceres til overlappende bånd. Dybde opstår gennem tonale graderinger og overlapninger, uden en eftertrykkelig perspektivisk konstruktion. Nær jorden, træer i mellemafstand, fjerne højderygge, himmel: fire brede rumlige zoner, hver især tydeligt læselige på trods af panelets usædvanligt lille højde.
Et landskab, hvor sådanne undersøgelser kunne foregå direkte, tilbød sig selv til Abbati og hans ledsagere. Området blev tæt forbundet med en undergruppe af Macchiaioli i løbet af 1860'erne, og Abbatis udsigt fra området indtager en vigtig plads i denne udvikling. Hans opmærksomhed forblev rettet mod almindeligt terræn - marker, træer, kystlandskab - og på de skiftende relationer, som dagslyset skabte mellem dem.
Med sine små fysiske dimensioner besidder panelet fra 1863 en uventet bredde. Den næsten tomme forgrund giver landskabet distance; de isolerede træer etablerer takt og rytme; den dæmpede palet binder de separate zoner sammen. Selv penselstrøget forbliver underordnet den større organisering af udsigten, strammer sig ind i det mørke løv og spreder sig mere stille gennem det åbne felt. Langs den lavere vidde forbliver små uregelmæssige detaljer synlige i den okkerfarvede overflade, små afbrydelser inde i et ellers bemærkelsesværdigt rummeligt stykke malet bund.
(Oversættelsen blev redigeret af D. Manou.)