Den bevarede del af et byzantinsk tempelepistyle fra det tolvte århundrede, som nu befinder sig på Statens Eremitagemuseum i Skt. Petersborg, bevarer tre stående helgener under en sammenhængende rækkefølge af forgyldte buer. Fragmentet, der er dateret til første halvdel af århundredet og sandsynligvis forbundet med et værksted i Konstantinopel, tilhørte et længere malet ensemble forbundet med den store Deesis. Maleren er ukendt. Inden for den bevarede del er figurerne identificeret som apostlen Filip, Sankt Theodor og Sankt Demetrius, en rækkefølge, der bringer en apostel i umiddelbar visuel relation til to af de mest kendte militærhelgener fra byzantinsk kunst.
Guld dominerer objektet, men ikke ensartet. Baggrunden, glorierne og den arkitektoniske ornamentik danner et lysende felt, hvis nuværende udseende afbrydes af slid, malingtab og områder, hvor overfladen er blevet tyndere. Imod dette står de tre helgener bemærkelsesværdigt tydelige. Filip, ungdommelig og skægløs, bærer en lys kappe over et mørkt klæde; Theodore, i midten, er skægget og klædt i rigt mønstret militærdragt; Demetrius optræder i rustning under en strålende rød kappe, holder et spyd i sin højre hånd og bærer et rundt skjold på sin venstre arm. Deres forskelle i alder, kostume og attributter er udtalte, men de gentagne buer og næsten lige store skala binder dem sammen til én ordnet liturgisk rækkefølge.
Byzantinsk Templon Epistyle og den store Deesis
Den arkitektoniske ramme er fundamental for den måde, fragmentet læses på. Hver helgen optager et individuelt buet rum, adskilt af smalle lodrette støtter, mens hævede vegetabilske former spreder sig over og omkring buerne. Ornamentet fremkalder udskåret arkitektonisk dekoration uden at skabe dyb rumlig recession. Figurer, ramme, guldbund: disse elementer er lagdelt hen over overfladen, men de forbliver visuelt tæt på hinanden. Resultatet er et lavt, stærkt kontrolleret billedrum, hvor helgenerne synes at tilhøre samtidig forskellige rum og et enkelt kontinuerligt helligt register.
Til venstre er Filip den mest stille figur. Hans glatte, ungdommelige ansigt, kompakte mørke hår og lyse kappe adskiller ham øjeblikkeligt fra de rustede helgener ved siden af ham, og denne rolige apostoliske tilstedeværelse lyder allerede som en visuel modvægt til de tætte militære teksturer, der følger. Maleren har ikke stolet på dramatisk bevægelse: hans hænder er ført frem i en behersket gestus, mens de lange, blege folder i kappen falder i brede, lineære passager. Figuren forbliver smal og oprejst, dens frontalitet kun blødgjort af armenes lette placering.
Centralt i arkaden bærer Theodore den stærkeste visuelle vægt og optager fragmentets midterste bue. Hans mørke skæg og hår omgiver et ansigt, der er artikuleret af store øjne, en smal næse og skarpt kontrollerede konturer. Hen over hans torso er militærdragten bygget op af gentagne ornamentale mønstre: bånd, små geometriske enheder, rækker af lyse accenter, mørkere sektioner ved skuldre og ærmer. Rigdommen i denne overfladebehandling opløser ikke kroppen under den. I stedet giver mønstret helgenen en kompakt, næsten ceremoniel monumentalitet, forstærket af hans frontale stilling og af hans position på den centrale akse i det bevarede fragment. Et mørkt lodret element ved siden af hans venstre side kan tilhøre hans militære udstyr, selvom den bevarede overflade ikke berettiger en mere præcis identifikation.
Demetrius introducerer en anderledes farvebalance. Den røde kappe, der breder sig bredt over hans skuldre og går ned bag rustningen, fremhæver den sorte, gyldne og lysestikkede ornamentik, der definerer brystkisten og skjoldet. Hans højre hånd støtter spydet; det runde skjold hviler på hans venstre side og har en tæt dekorativ kant. Disse attributter identificerer ham visuelt som en militærhelgen, selv før den beskadigede indskrift ved siden af glorien tages i betragtning. Det slanke spyd bryder også dominansen af lodrette og buede former og tegner en fast diagonal gennem det højre rum.
Byzantinske militærhelgener på Templon-skærmen
Parringen af Theodore og Demetrius tilhører en bredere byzantinsk ikonografisk kultur, hvor militærhelgener udviklede en genkendelig virksomhedsidentitet, og deres optræden på en tempelbjælke havde en betydning, der var bredere end blot militærkostumer. Christopher Walters undersøgelse af krigerhelgener sporer Demetrius og de to Theodores betydning inden for dette repertoire og bemærker hyppigheden, hvormed sådanne helgener blev grupperet eller parret i byzantinsk religiøs kunst. Sådanne grupperinger placerede de to soldathelgener inden for et ordnet fællesskab af hellige forbønnere, der blev præsenteret foran helligdommen.
De overlevende tre figurer bør dog ikke forveksles med en uafhængig Deesis-komposition. En stor Deesis udvidede den centrale forbønsgruppe bestående af Kristus, Theotokos og Johannes Døberen til en større rækkefølge af apostle og helgener, ofte fordelt langs en templon-epistyle. Filip, Theodore og Demetrius ville følgelig have optaget en del af et meget bredere program, hvis mistede centrum etablerede det teologiske og visuelle hierarki. Det, der er overlevet, er fragmentarisk i materiel henseende, selvom gentagelse, retning og skala stadig tillader, at dens oprindelige logik kan spores.
Denne funktion er med til at forklare kompositionens tilbageholdenhed. Ingen af de tre figurer agerer inden for en narrativ episode; intet landskab eller arkitektonisk miljø omgiver dem ud over den ornamentale arkade. De står. Deres identiteter bæres af fysiognomi, kostume, indskrift og attribut, og deres placering forvandler individuel hellighed til kollektiv orden. I en helligdomsskærm skabte en sådan række en tærskel mellem menigheden og bemaen, et malet hierarki placeret umiddelbart over den fysiske opdeling af det kirkelige rum.
Den bevarede tilstand gør visse aspekter af den oprindelige overflade vanskelige at rekonstruere. Tab er især synlige i de nedre dele og langs områder af det forgyldte felt, mens den øvre kant har lidt slid og uregelmæssig slitage. Alligevel forbliver den kromatiske organisation kraftfuld, med farver, der adskiller hver figur - lys creme og hvid omkring Philip, tæt brun og sort omkring Theodore, mættet rød omkring Demetrius - selvom den gentagne arkade og det store guld bagved holder alle tre inden for et enkelt sammenhængende felt.
Det, der giver fragmentet sin særlige karakter, er denne balance mellem individuel identitet og seriel struktur. Helgenerne er omhyggeligt adskilt, men ingen er isoleret fra helhedens rytme. Apostlen, den skæggede kriger, den ungdommelige bevæbnede martyr; tre forskellige visuelle typer, bragt i balance af den samme skala, den samme gloriefyldte frontalitet, den samme forgyldte arkitektoniske kadence. I rammerne af en tempel fra det tolvte århundrede var denne kadence en del af værkets funktion: et billede af forbøn organiseret som en synlig orden foran helligdommen.
(Oversættelsen blev redigeret af M. Taylor.)