Dette byzantinske enkolpionkors, der er bevaret i skatkammeret i det hellige kloster Vatopedi på Athos-bjerget, stammer fra det 12. århundrede og er formet af sten og udskåret guld. Med sin kompakte skala, men tæt bearbejdede form, tilhører det traditionen med værdifulde, bærbare genstande, der er beregnet til at blive båret tæt på kroppen. Ophængningsløkken over overarmen gør det stadig den oprindelige forbindelse med bæreren umiddelbart aflæselig.
Ornament og indskrift er tæt integreret på tværs af overfladen. En bred guldkant følger korsets omrids, og dets kanter er artikuleret af et gentaget lineært mønster. Inden for denne ramme optager det primære dekorative element midten: et detaljeret sammenflettet motiv, konstrueret af løkkede bånd, der passerer over og under hinanden og strækker sig lodret gennem kompositionen. Mønsteret er stramt kontrolleret, næsten arkitektonisk i sin interne organisering, mens de brede arme skaber mere stille felter omkring det.
Det byzantinske Enkolpion-kors og dets udskårne dekoration
De forkortede bogstavgrupper fordelt på tværs af våbenskjoldet synes at svare til den velkendte IC XC NIKA-formel, der identificerer Jesus Kristus og forkynder sejr. Deres kantede bogstavformer deltager i ornamentet i stedet for at optage et separat inskriptionsfelt. Over den centrale knude er den øvre lodrette arm yderligere beriget af en lille buet indramningsanordning og fint udskårne lineære detaljer; nedenunder snævrer sammenfletningen ind i en række kompakte løkker, før den når den nederste inskription.
Dateringen til det 12. århundrede placerer genstanden i den komnenske periode, hvor byzantinsk metalarbejde og anden luksuriøs kunst ofte forenede koncentreret ornamentik med omhyggeligt ordnede hellige tegn. På en genstand af så små dimensioner afhænger den visuelle effekt af kompression: indridset skrift, flettet geometri, afgrænsningslinjer, sten og guld samlet i et enkelt korsformet felt.
Særligt slående er det centrale knudearbejde. Da hverken en narrativ scene eller en menneskefigur optager overfladen, er designet afhængigt af selve objektet, dets inskriptioner og rytmen af sammenflettede bånd. Lys fanger de hævede og forsænkede passager forskelligt, hvilket skærper forskellen mellem hver streng og giver den lille genstand en overraskende indviklet relieflignende karakter. Enkolpionen er bevaret i det hellige kloster Vatopedi, et af de historiske klosterfundamenter på Athos-bjerget.