Boris -Michael-miniatyren på folio 1v af Konstantin den Præsbyters Læreevangelium , GIM Syn. 262, tilhører en lille og vanskelig gruppe af tidlige slaviske herskerbilleder, hvis identitet, kronologi og forhold til tabte sydslaviske prototyper stadig er omdiskuteret. Manuskriptet, der er bevaret på Statens Historiske Museum i Moskva, blev dateret i de ældre russiske katalogoplysninger, der fulgte med folioen, til slutningen af det tolvte eller begyndelsen af det trettende århundrede, hvor Vladimir eller Rostov foreløbigt blev foreslået som dets produktionssted. Dets store pergamentblade bærer formelt kyrillisk ustav , normalt arrangeret i to kolonner, med cinnoberinitialer og overskrifter. Nyere katalogisering har ændret denne kronologi betydeligt: Statens Historiske Museums museumskatalog tildeler Syn. 262 til den første fjerdedel af det tolvte århundrede og angiver dets produktionssted mere bredt som Det Antikke Rus.
Folio 1v, inden for en kodeks der ellers er domineret af tekst, præsenterer en ensom lineal i fuld længde under en halvcirkelformet arkitektonisk ramme. Kronet og med glorie står han frontalt og holder et kors i sin højre hånd - den hånd, som beskueren ser til venstre - mens hans venstre hånd er hævet over brystet med håndfladen vendt udad. Det ældre katalog identificerer ham som den bulgarske prins Boris-Michael, hersker fra 852 til 889 og monarken forbundet med kristningen af Bulgarien. Denne identifikation har en omfattende historieskrivning. Miniaturen er også blevet fortolket som den russiske prins Boris, søn af Vladimir, hvis kult udviklede sig sammen med Glebs kult i det ellevte århundrede.
Boris-Michael Miniature: Billede, manuskript og kreditering
Hen over det store pergamentblad optager den malede miniature kun et relativt begrænset centralt område. Betydelige områder forbliver bare omkring den, og svage linier kan stadig ses, især til højre og under det malede felt. Siden adskiller sig derfor markant fra en tæt illumineret byzantinsk manuskriptfolio . Inden for pergamentets materialebredde synes linealen næsten isoleret, omsluttet af sin egen ornamentale arkitektur, mens pletter, slid, spredte små tab og andre spor af langvarig brug forbliver synlige uden for den malede ramme.
Inde i buen er det visuelle sprog ceremonielt. To smalle støtter rejser sig i en afrundet ramme artikuleret med geometriske bånd, gentagne vinklede former og små ornamentale motiver; over buen markerer et rødt kors den centrale akse. En guldbund omgiver linealen og fortsætter gennem dele af kostumet og insignierne. Overfladeafskrabninger og malingtab har forstyrret den oprindelige kontinuitet, især på tværs af ansigtet og de nedre klæder, hvor lysere underliggende områder er blotlagte. Selv i denne beskadigede tilstand forbliver det primære hierarki læseligt: guldbund, arkitektonisk ramme, glorie og krone, tæt mønstret ceremoniel dragt, korset holdt af linealen.
Figuren styres af frontalitet. Hans fødder introducerer en lille forskydning fra den lodrette akse, men overkroppen forbliver stift orienteret mod beskueren. Bag kronen er en nimbus, og vedhængende ornamenter går ned på begge sider af hovedet. Dyb rød dominerer tøjet, krydset af detaljerede krøller og lineære mønstre, hvis tæthed giver tekstilet en stærkt udformet, næsten metallisk effekt. Perlelignende kanter, juvelbesatte detaljer og gentagne ornamentale linjer fremhæver den høviske karakter. Axinia Džurovas ikonografiske undersøgelse beskriver ligeledes herskeren mod en guldbund under en dekoreret bue, med et kors i højre hånd og den åbne venstre hånd hen over brystet, og relaterer kronen og kostumet til byzantinsk suveræn billedsprog.
Den byzantinske forbindelse ligger primært i den visuelle formel. Krone, glorie, guldfelt, ceremoniel klædedragt og hieratisk frontalitet placerer herskerskabet inden for et helligt register, mens korset giver herskeren en eksplicit kristen egenskab. Under den traditionelle Boris-Michael-fortolkning får denne egenskab særlig vægt på grund af hans rolle i Bulgariens konvertering. Den arkitektoniske ramme er også blevet sammenlignet med ornamentale former forbundet med Preslav. Bulgarsk forskning har følgelig behandlet sådanne paralleller som mulige beviser for, at den østslaviske kopi bevarede træk arvet fra en tidligere bulgarsk manuskriptmodel, en læsning Džurova støtter, når hun forbinder kompositionen med den visuelle kultur, der blev dannet omkring Boris og Simeon.
Senere forskning i kodeksen har gjort identifikationen vanskeligere. Elena Ukhanovas palæografiske og kodikologiske arbejde foreslog en tidligere dato og en kievsk kontekst for Syn. 262, samtidig med at det genåbner muligheden for, at figuren repræsenterer den russiske helgen Boris. Efterfølgende forskning har fortsat registreret konkurrerende kronologier, hvor nogle studier fastholder en senere datering til det tolvte århundrede, og museet nu tildeler kodeksen til den første fjerdedel af dette århundrede. Skrift, skriverorganisation, kodikologi, tekstlig overlevering, den beskadigede malede indskrift og ikonografien af Boris og Gleb indgår alle i diskussionen. En undersøgelse fra 2023, der er tilgængelig via Hrčak, afspejler ligeledes manuskriptets fortsatte betydning i debatter om dets tekstlige og historiske kontekst.
Teksthistorien i Syn. 262 skærper problemet. Kodeksen bevarer Læreevangeliet forbundet med Konstantin af Preslav, et vigtigt værk fra tidlig slavisk kristen litteratur, sammen med andet materiale forbundet med det samme litterære miljø. Dens bevarede østslaviske kopi indeholder sproglige og skriftlige beviser, der tilhører en kulturhistorie, der er bredere end det sted, hvor dette specifikke manuskript blev produceret. En sydslavisk tekstarv kunne derfor sameksistere med en østslavisk kodeks og med billedmateriale, der blev overført, ændret eller genfortolket under kopiering. Miniaturen behøver desuden ikke at tilhøre præcis det samme historiske lag som enhver annotation, der senere blev skrevet omkring den.
Nederst i den malede ramme bliver denne senere modtagelse tydeligt synlig. Det medfølgende katalog registrerer en semi- ustav- indskrift fra det femtende århundrede med teksten "Борись Глебъ" , tilføjet flere århundreder efter manuskriptets oprindelige produktion. Dens tilstedeværelse er et vigtigt bevis for den senere forståelse af billedet i et østslavisk miljø formet af Boris og Gleb-kulten. Fordi noten er sen, kan den dog ikke i sig selv bestemme den identitet, der var tiltænkt af den oprindelige illuminator. Den tilhører lige så meget historien om sidens fortolkning som dens palæografi.
Gratis oversættelse af indskrifterne
Den identificerende malede bogstav, der flankerer herskerens hoved, er blevet læst i forskning som:
"Sankt Boris."
Under rammen lyder den senere annotation fra det femtende århundrede, der er registreret i manuskriptkataloget:
"Boris, Gleb."
Den anden formulering er bedst bevaret i oversættelse, da den i det væsentlige består af de to navne. Den bør skelnes fra den originale malede identifikation ved siden af glorien. Forskellige øjeblikke i manuskriptets historie mødes her: den malede indskrift tilhører opfattelsen af miniaturen, hvorimod den lavere tone beskriver den måde, en meget senere læser mærkede eller forbandt billedet på.
Boris-Michael- miniaturen indtager således en usædvanlig position mellem manuskriptillumination, herskerportrætter og overlevering af slavisk kristen kultur. Dens afslibede guldbund og det udførlige røde kostume bevarer stadig kompositionens ceremonielle logik, mens det omgivende pergament bærer fysiske beviser på lang tids håndtering og senere genfortolkning. Uanset om herskeren i sidste ende identificeres som Boris-Michael af Bulgarien eller Boris af Rus', forbliver folio 1v central i debatten, fordi flere historiske øjeblikke overlever på samme blad: den malede lineal og indskrift, kodeksens skriverkultur, navnet fra det femtende århundrede under rammen.
(Oversættelsen blev redigeret af A. Orfanos.)